S/Y ”Mette”s første tur. |
Onsdag 8/7
-2009. Så gik det af sted fra Esbjerg. Havde lånt En Nissan King Cab af Søren ude på arbejde. Dejlig afslappet tur med båden på traileren. Mai-Brit og jeg satte selv båden i vandet – næsten uden problemer. Glemte selvfølgelig at hæve kølen, så båden gik fast på traileren. Sænkede badestigen for at komme om bord. Kunne nå linen uden at gå om bord – glemmer at hæve badestien igen. Resulterende i en bøjet stige. Nå vi skal nok ikke bruge den alligevel foreløbig. Der er ikke for meget vand hvor vi søsatte båden, så Åge kom for at slæbe os ud. Båden var lidt uvillig til at blive ført i snor, men det lykkedes dog. Da roret var sænket, prøvede vi bare lige en enkelt vending for egen maskinkraft, inden vi gik i havn. Det er en luksusplads vi har fået. Kan komme ombord langskibs. Det gør det meget lettere. Også indløbet. Båden reagerer ikke for godt på roret når vi går for motor, men det lykkedes da alligevel at få båden lagt til. Uden at lave skader. Fik fortøjningerne lagt fornuftigt, så nu er vi reelt ankommet. Vi skulle være i Esbjerg igen kl. 15.00 med bilen. 14.38 ringede Søren for at høre hvor langt vi var. Var på vej ned af Solsortevej. Så alt var i orden. |
Torsdag 9/7. Det var et større pakkearbejde der ventede inden vi kunne køre hjemmefra. Der er meget vi tror der skal bruges. Nu får vi at se. Hyggede os på båden hele eftermiddagen, inden vi kørte ud for at finde et spisested. Vinden er for hård til at vi vil risikere noget. |
Fredag 10/7. Sikke en dejlig morgen at vågne op til. Det har været lidt køligt ombord i nat, men dog udholdeligt. Fik en tiltrængt morgenfoder. Monterede bommen med storsejlet. Og fik styr på alle linerne. Skulle lige have toiletbesøgene overstået inden vi vil sejle ud. Vandmåleren er blevet udskiftet i går – og monteret forkert, så der er ingen vand på toiletterne. Det blev dog rettet. Da vi var på vej tilbage til båden, fik vi vores første gæster. Hanne og Åge kom over til os. Mens Åge satte garn, kom Hanne med os ud mod Barsø. Vi ville lige prøve at sætte forsejlet. Ingen succes. En revne i sejlet langs forliget. Stoler ikke på en reparation med tape, dertil er flængen for stor. Inden vi nåede Barsø, nåede Åge frem. Hans båd på slæb, mens vi delt lidt drikkelse. Rigtig hyggeligt. Det er en lille smule frustrerende, at båden reagerer så sløvt på roret ved motorsejlad. Vil nok prøve at lave et andet ror i den kommende weekend. Vi må også hellere konsultere en sejlmager. Det lykkedes igen at komme godt i havn, hvor vi fik os en bid brød. Fik også justeret fortøjningerne og fik linerne til forsejlet pillet af. Afriggede derefter forsejlet. Det var overraskende let at gøre. Vi sidder nu og hygger os, med vinden pibende i riggen. Vindstyrken er nu igen i den høje ende af hvad vi finder passende, endnu. I morgen skulle det igen blive passende vindstyrke, så prøver vi måske at sætte storsejlet. Det har ikke været ude af posen endnu, mens vi har ejet båden. |
Lørdag 11/7. Sikke en morgen at vågne op til. Udsejlingen fra pladsen vi ligger på er spærret af en mega stor motorbåd, som kom i går aftes. Vinden piber i riggen og der er hvide toppe på bølgerne. Den ene regnbyge afløses hurtigt af den næste..Midt i det hele kom der to fremmede med en bådtrailer. Kort efter kom en af de lokale joller med en ”meget slidt” motorbåd på slæb. De to viste sig at være en tysker og en englændere. Havde dårligt set en båd før. De skulle nu have motorbåden op på traileren. Lad os sige det på den måde: De var ikke kede af at få en hjælpende hånd fra mig. Over middag tog vi til Kolding for at handle i stedet for at sejle. Eftermiddagskaffen nassede vi os til ved hus-sitterne på Engen 26. Skulle spise til aften, sammen med Kirsten, Asbjørn, Hanne og Åge. Havde en hyggelig aften, med den første TV-avis i flere dage. |
Søndag 12/7. I dag var været som vi havde ønsket os det. Klar solskin og svag vind. Efter morgenmaden blev skivet klargjort og vi fik lige afprøvet en teori om at lægge fra ved hjælp af et spring; en line fra bageste klampe i båden og frem til en fortøjningspæl længere fremme. Ved at bakke med motoren, blev stævnen trukket ud i havnebassinet som ønsket. Vi kunne nu gå frem for motoren og direkte ud, uden at være nødt til at bakke ud. Godt klar af indløbet, fik vi langt om længe sat storsejlet og havde en dejlig stille og hyggelig tur, ud syd for Barsø og retur til havnen.
Ca. 4 timer uden motorstøj. Det var skønt. Når vi engang får lært sejltrimningens svære kunst, kan turen jo nok gøres på den halve tid. Nå, båden blev lagt til kaj og vi fik bilen pakket, og så gik det ellers mod Esbjerg. Dejligt at se vores 2 tøser igen. Den firbenede havde nok været lidt af en plage for Mette. Hun ville i hvert fald gerne låne bilen straks vi havde fået aftensmad. Nå, vi ser hende vel igen i morgen. |
Mandag 13/7. Hækkeklippedag. Jens og Lotte kommer på besøg og Jens ordner det lille problem med hækken. Sejlmageren siger, at for- og bundliget er ødelagt af solen. Typisk fejl, når der er blevet sat rulleforstag på båden. Den del af sejlet der udsættes for sollys når sejlet er rullet ind, skal være lavet af UV-bestandigt materiale. Det kommer til at koste et par tusinde – det er der jo ikke noget at gøre ved. |
Tirsdag 14/7. Sejlet er nu færdig ved sejlmageren. Nu mangler vi bare laderen til batteriet før vi tager af sted. Hentede sejlet; godt 4100,- :-( . Laderen kom først kl. 13, så vi kom sent af sted. Her er bare så skønt i aften. Svag vind og en hektisk aktivitet på vandet. MH og jeg sad på bænken i næsten 2 timer og nød aftenen. Jesper og Hanne kommer i morgen og holder os med selskab på en forhåbentlig hyggelig aftentur. |
Onsdag 15/7. Fint og roligt vejr. Nu skulle det være. Kursen blev sat og det samme gjorde sejlene. Så gik det stille og roligt derudaf. Havde en dejlig tur rundt om Barsø. Det var sjovest med vinden ind ca. 45 grader foran. Så gik det bare derudaf – uden at være for meget for os. Ca. 4 timer senere, var vi i havn igen. Så var det nødvendigt at give luft til øjenlågene. En lille en på øjet var stærkt påkrævet. Ved 18.30 tiden kom Jesper og Hanne. En fælles tur til grillbaren. Efter det var fortæret, stod vi ud af havnen og havde en fin tur ud i retning af Barsø. Vinden var lige lovlig frisk, så vi kom til at krænge mere end vores psyke var forberedt på. Bjærgede storsejlet og gik ud for forsejlet alene. Hjem for motor. Det passede os bedre. |
Torsdag 16/7. Vågnede til vindens piben i riggen. For hård vind til vores sejladsønsker. Fik hygget og læst en del i båden. Pludselig blev udsejlingen fra pladsen spærret af en stor motorbåd. Den kunne ikke gå ind på sin faste plads på grund af vinden. I løbet af eftermiddagen løjede vinden, men humøret var ikke til at sejle. Og alligevel var der en udtalt irritation over at udsejlingen var væsentligt besværliggjort. KL. 18.15 kastede vi alligevel fortøjningerne og med påhængsmotoren kunne vi så bakke ud af nabopladsens udsejling og videre ud gennem havnehullet. Så gik det bare fremad for motor, men meget hurtigt kom forsejlet op alligevel og motoren blev stoppet og klappet op. Stille og roligt sejlede vi ud til mundingen af Åbenrå fjor, før vi igen lagde kursen ”hjemad”. Vinden var efterhånden blevet så svag, at vi valgte at gå hjem for motor. En rigtig hyggetur. Vi var på plads i havnen igen kl. 21.30. Cobb'en blev tændt og kyllingestykker sat over. Sen aftensmad; men godt gjorde det. |
Fredag 17/7. I dag tager vi hjem til Esbjerg. Vejrudsigten siger megen blæst og megen regn. Vi kunne dog lige nå en lille tur for motor og forsejl ud til mundingen af bugten. Da bølgerne blev for store til at det var hyggeligt, vendte vi om. Forsejlet bragte os en del af vejen hjem, resten for motor og ind i ghavnen. Vi kunne godt mærke det var blæst op. Vi blev hentet af Mette; vognen var pakket og klar til afgang ca. 5 minutter før det begyndte at regne. Godt Mai-Brit insisterede på at pakke da hun ville det. |
Tirsdag 21/7. Så er vi her igen. Det vil sige, vi skulle lige forbi svogerskabet og redde en kop rigtig kaffe, inden vi ”flyttede ind” i båden. Har hygget det meste af eftermiddagen og nydt livet på bugten. Vinden passer os ikke rigtigt endnu, men skal løje af senere på dagen. Kl. 17.00 kastede vi los og fik os en god lang sejlads vesten om Barsø. Vi var godt klar af Barsø, da vi ville tilbage. Valgte at lade motoren trække os hjem. Prøver at montere det nye ror i morgen. Det bliver spændende at se hvordan det virker. |
Onsdag 22/7. Det nye ror blev afprøvet. Der var en lille forskel at mærke, til det bedre. Imidlertid gik det på skruen når vi skulle hårdt bagbord, som det er nødvendigt når vi går i havn. Efter en tænkepause blev det gamle ror genmonteret og skruebladene rettet op. Der er et par gamle skader på roret der skal repareres når vi får båden hjem. Vil nok forsøge at forøger rorarealet foran rorstammen. Inviterede morfar på en sejltur her i eftermiddag. Afgang i godt vejr mod Sandskær. Derfra en god tur ud i mundingen af Genner bugt. Da vi nåede det sædvanlige sted, var det som om båden gik i stå. Til gendæld begyndte det at regne kraftigt. Kort efter valgte vi at bjærge sejlet og gå hjem for motor. Godt det samme. I løbet af ganske kort tid, styrtede det ned så kraftigt at vi ikke kunne se land mere. Bare en svag aftegning mod nord, hvor der går en punt ud i Diernæs bugten. Valgte at gå i havn og få tørt tøj på, i stedet for at sejle morfar hjem først. Kørte ham hjem bagefter, så kunne vi lige redde kaffen samtidig. Campingpladsen havde også fået deres del. Der havde været klart vand udenfor teltet. Flere steder kunne vi se at der var vasket grus ud på vejen af vandet. Ingen tvivl om at der havde været nærmest skybrud. Tog hjem til båden og hængte tøj til tørre. Det liner sgu en hel husbåd sådan som der hænger tøj på snor. |
Torsdag 23/7. I dag vil vi tage en udflugtsdag til lands. MH's bukser er stadig drivvåde efter regnen i går, så vi tog i Kolding Storcenter efter et par nye - med hvad deraf følger :-) En dejlig brunch gav det hos Mamamia, så den kunne holde hele dage, tilpas suppleret med kaffe og softice. Efter middag forsøgte vi om der var nogen hjemme i Kolding. Måske lidt tåbeligt når der er grøn koncert i byen og jazzfestival i Ribe - men alligevel. MH fosøgte så at finde østjyllands længste og smalleste vej tilbage til Søndeballe. Jeg mener det lykkedes meget godt. Vi kom i hvert fald til at se lystbådehavn i både Haderslev og Årøsund på vejen. Mormor og morfar hjælp os så med at afslutte ferieturen med en middag på Royal i Åbenrå. Det var bare et vellykket måltid med god hygge. Resten af aftenen valgte vi at holde for os selv ombord. Hvis vejret er til det i morgen, giver det en lille tur på bugten inden vi vender næsen hjemad. Vi har bestilt 2 uger mere hernede, så kan det da give et par weekendture mere inden båden bliver hentet hjem. Vi har også ladet os skrive på ventelisten til en fast plads hernede. |
Fredag 24/7. Så er det sidste dag på ferieturen. Båden skal forhales til en anden plads, inden vi tager hjem. Det har ellers været den perfekte plads for os. Det blev sent i går, inde vi kom til køjs. Vi kom derfor først ud af fjerene ved godt 10-tiden. Vinden i tiltagende og et tordenvejr hængende i området. Det bliver ikke til tur i dag. Valgte at pakke sammen, så hurtigt vi kunne. Tog ind til brugsen og købte morgenbrød. Sad ved Skarrev i mundingen af Åbenrå fjord, mens vi fortærede det indkøbte. Så hvordan enkelte sejlede ud af fjorden, mens de fleste forsøgte at komme i havn. Lynet slog ned i vandet lige ud for os, nogle få 100 meter værk. Det behøver aldrig at komme nærmere. Da det klarede op, tog vi tilbage til båden for at forhale. Heldigvis valgte vi for en sikkerheds skyld at tage regntøj på først. Da jeg lå mellem de yderste pæle på den nys plads, åbnedes himlens sluser. Det regnede ikke bare - det væltede ned. Fortøjningslinerne ville selvfølgelig ikke makke ret, så det tog lidt tid inden "Mette" var forsvarligt fortøjet. Fik sagt ordentligt farvel til havnemesteren - det vil sige, vi kom til at tage 2 uger mere for en sikkerheds skyld. Så er chancen der da for en weekend eller 2 mere, inden vi tager båden hjem.
|
Onsdag 29/7. Pragtfuld vejr til en aftentur. Mødtes med Jesper i Tobøl kl. 17.
En hurtig tur til Sønderballe og båden var snart klar til afgang. Nu fandt
"Mette" ud af at der var mere kyndig skipper ved roret. Sikke hun kunne sejle.
Vi havde en dejlig tur, hvor jeg fik en del fif af Jesper. Det var først lige
inden vi skulle i havn, vi blev nødt til at sætte motoren i vandet - vindstille.
Jesper mente ellers at han ville kunne gå ind for riggen alene.
|
Lørdag 1/8. Så er dagligdagen begyndt, så vi må se om der kan "findes" lidt
weekend sejlads. I dag gik det hjemmefra kl. 8.00, 9.30 gik vi på båden og
rettede fortøjninger. Der har været meget hårdt vejr hernede i torsdags. Alle
"kødben" vær rykket i stykker og havnemesteren havde været nede og lægge en
ekstra fortøjning fra mastefoden og ind til en pæl i broen et par pladser ude.
Flere både havde fået skader, men vi slap med fortøjningerne.
I fint vejr gik det nu ud af havnen. Jesper og jeg havde heldigvis været ude i
onsdag, så jeg havde lidt mere styr på det nu. Gik vest om Barsø og op i Diernæs
bugten og ud mod mere åbent vand. Da bølgerne blev så høje, at det ikke længere
var behageligt, blev kursen sat hjemad. Da vi kom til indsejlingen til Genner
bugt, mente MH ikke det var nødvendigt at gå i havn endnu, så vi tog en
tilsvarende tur syd om Barsø.
Da vi sidst på eftermiddagen kom til havnen, måtte vi bruge 3 indløbsforsøg før
det lykkedes at komme ind. Der var en rigtig kedelig sidevind, som mente den
skulle bestemme hvor vi skulle hen. For motor og med kølen oppe og lav fart, så
har vinden altså rimelig meget at skulle have sagt - men det lykkedes til sidst.
Løjt grille stod for et kulinarisk festmåltid inden vi kørte hjem. De laver nu
nogle gode burgere.
|
Fredag 7/8. Selvom det ikke er blevet til søvn i nat, skal vi nu alligevel se om
ikke vi kan få en fornuftig sejlads. Annette har givet udtryk for ønske om
deltagelse, så hun er med på turen. Dejlig tur med perfekt vind - i
forhold til mine evner. Selv om vi indimellem krængede godt, affandt MH sig med
det. Hun er ved at vende sig til at sådan er det ind i mellem. Jeg gør
selvfølgelig hvad jeg kan for at minimere krængningen, selvom det er på
bekostning af farten.
|
Onsdag 12/8. Så skal der sejles. Jesper og hans kammerat Anders, tager med ud -
og det blæser lidt mere end forventet.
Har taget en simpel GPS med, for at se vor hurtigt vi sejler. For storsejlet
alene - godt skødet ud, løb vi op til 6,4 knob. For en sikkerheds skyld blev
GPS'en deponeret under dæk, da vi ville komme til at krænge under kryds ind
igen. Og det skal jeg lig love for at vi kom til. Jeg var glad for at
sideruderne er udskiftet og tætte. Vandet var temmelig tæt på ind imellem.
På et af krydsbenene bemærker Jesper, at der vist er sejlerskole, for der ligger
en del både og sejler frem og tilbage inde i bunden af bugten. "Det lød da som
em dommerbåd" og ganske rigtigt. Pludselig var vi inde i en vrimmel af større og
mindre sejlbåde - med og uden spiler - der havde travlt med at komme derudaf.
Det var faktisk meget underholdende.
Vinden gjorde at det blev en måske kortere tur end vi havde forventet, men der
skulle bestilles noget. Godt trætte alligevel, kom vi i land til er ristet
hotdog. Alt i alt en spædende tur, især for en nybegynder som mig.
|
Lørdag 22/8 Endelig lørdag og vinden ser ud til at være passende. En skod dag
viser det sig.
Straks vi er kommet ned til båden, opdager vi at bølgebryderpontonerne er
fjernet. Vel ombord kommer jeg i tanke om, at stift og rulle til storsejlsskødet
ligger derhjemme. Et pælestik kommer til at gøre gavn, så vi sejler ud. Det
blæser dog mere end forventet - forsejlet må klare opgaven alene. I Diernes
bugten bliver vinden for kraftig, så vi må rulle sejlet lidt ind. Hyggen er
blevet dæmpet, så jeg beslutter at gå for motor i stedet for - kunne nemlig ikke
vende skuden :-). Konen sættes til roret, for jeg vil lige kikke i stuverummet
efter reb. Hun styrer da helt ad h... til. Det hjalp væsentligt da undertegnede
fik motoren sat i fremadgående. Stuverummet er selvfølgelig låst og nøgler
ligger derhjemme. Og for at gøre dagen helt vellykket, har jeg vist nok lukket
for udluftningen på tanken - og hvor mon den er placeret? Rigtigt - i
stuverummet sammen med pumpebolden. Går vi i stå, kan vi regne med ikke at kunne
genstarte. Altså humper vi mod havn for lavest mulig fremdrift. Men godt i havn
kom vi da. MØG-dag. :-)
|
Fredag 4/9. Det stormer i området, så formanden for bådelauget ringer til mig,
at fortøjningerne er ved at springe. Tager fri fra arbejde, for hurtigst muligt
at få lagt ny fortøjninger ud. Da jeg kommer derned, er vandet godt nok meget
uroligt og ca. 3/4 meter lavere end sidst. Lægger nye fortøjninger om pælen på
broen og smider de fri tampe ombord. Det var så det der lykkedes.
Næste punkt på dagsordenen er da jeg tager afsæt for at springe ned på båden. En
bølge flytter båden, så det forstag jeg skulle fange med hånden er der ikke.
Venstre ben får en tur ned af søgelænderet i stævnen og knæhasen på højrebenet
skrabes ned over fodpladen i stævnen idet jeg ryger bagover ned i vandet. Det
eneste positiver er nu, at vandet ikke er koldt. Der kastes straks et tov ned
til mig, men jeg svømmer hen til en badestige på en af de andre både. Via denne,
båden og remmen under broen, kan jeg klatre op på broen igen. Hen på toilettet
og klæde om til tørre bukser træsko og et tæppe. Derefter en meget lang og,
skulle det vise sig, smertefuld køretur hjem. Nå, der er tilsyneladende ikke
brækket noget.
1½ time efter jeg er kommet hjem, ringer havnemesterens kone for at fortælle, at
der nu har været folk ombord og de nye fortøjninger er på plads.
|
Lørdag 12/9. En dag med let vind. Håber at benet kan klare det, for i dag vil vi
have båden hjem.
Fortøjningerne kastes og med defekt ror sættes kursen mod den bro, hvorved vi
søsatte båden. Stille og roligt kommer vi frem uden problemer. Lav vandstand, så
"Mette" tager bunden blidt og Mai-Brit langer en line over til af fastholde
agterenden. En forline kommer i land og da jeg træder op på agtertoften, kan MH
trække forskibet ind til broen. Masten lægges ned og tovværket afrigges. Med
hjælp fra bådelaugets traktor trækkes "Mette" på land. Tilsyneladende punkteret
på højre baghjul. Da ballasten er løbet ud, kommer havnemesteren med en
kompressor og dækket kan pumpes. Tilsyneladende har overbelastningen af dækket
fået det til at lukke luften ud. Oppumpningen hold i hvert fald til vi holdt
herhjemme på Fyrrelunden. Inden vi kom hjem lagde vi lige turen forbi fabrikken.
En højtryksrenser fik lige det værste skidt spulet af hjulene og bund og
vandlinjen blev renset for skidt og rurer.
Nu skal vi lige have fundet et sted, hvor vi kan lave et par små reparationer,
så skivet er klar til endnu en sæson.
|
|
|
|
|
|
|
|
|